Studerende på Internettet

KOLLEGIENET: Lørdag i denne uge afholder Kollegienet Odense en konference med temaet "studerende på Internettet". Arrangementet markerer desuden afslutningen på etableringen af kollegienettet i Odense.

Af ANDERS TYSTRUP

ODENSE: Både ministre, borgmester Anker Boye, rektor Henrik Tvarnø og mange andre kendte personer er inviteret til Kollegienet Odenses konference lørdag i denne uge.

Konferencen vil dreje sig om studerende på Internettet. Der vil udover en introduktion til kollegienettet i Odense også være præsentationer af de andre kollegienet rundt om i landet.

Fire millioner kroner

Lørdagens konference skal også ses som en officiel markering af afslutningen på etableringen af kollegienettet i Odense. Et forsigtigt skøn fra Kollegienet Odense siger, at der i Odense er blevet brugt ialt cirka fire millioner kroner på at installere lokalnet med forbindelse til kollegienettet og Internettet for ialt omkring 2000 studerende i Odense.

Det er sket i perioden fra fra sommeren 1997, hvor de første idéer om et kollegienet i Odense opstod, til efteråret 1999, hvor kollegienettet nu er opbygget og løbende bliver udvidet.

Ugejournalen på første række

Konferencen starter klokken 10, og konferenceleder Lene Nielsen forventer, at arrangementet varer til 16.30-tiden. Der vil hele dagen være forskellige foredragsholdere, hvor Ugejournalen er blevet tildelt et kvarters taletid ved ansvarshavende redaktør Anders Tystrup.

Det er gratis at deltage i konferencen, der løber af staben på universitetets store auditorium, U45. Du kan læse mere på den officielle side om konferencen og tilmelde dig, hvis du skulle få lyst til det.

[Konferencens officielle hjemmeside]


25/10/99 © Ugejournalen