Sport for de studerende
PORTRÆT: Odense har en klub, hvor unge studerende mødes og har fælles interesser. Det har absolut intet med skole og lektier at gøre. Tværtimod er fysisk træning og masser af motion nøgleordet i sportsklubben De Studerendes Idræt Odense, DSIO.
CAMPUS: Det er billigt at være medlem, og så møder du en masse andre studerende, der interesserer sig for sport. Sådan karakteriserer formanden for DSIO, Sten Nielsen, den snart 30 år gamle forening, der det sidste års tid har haft hovedkontor på SDU, Odense Universitet. Foreningen har et sted mellem 600 og 700 medlemmer fordelt på seks sportsgrene, og medlemstallet stiger stadig. Mest populært Gymnastik er i dag den største sportsgren i DSIO, men fodboldafdelingen og volleyballafdelingen ligger lige efter set på medlemstallet. Og det er netop disse tre sportsgrene, der skiftevis har været den mest populære sportsgren i foreningen. Udover gymnastik, fodbold og volleyball har du som medlem af DSIO mulighed for at svinge ketsjeren i badminton, efterligne Anja Andersen på en håndboldbane eller boltre dig i bassinet i svømning. Og det er til en pris på mellem 50 og 300 kroner per semester alt efter hvilken sportsgren, du vælger. Ingen samling Med alle de forskellige sportsgrene er det svært at få samlet foreningen ét sted. Så et af kendetegnene ved DSIO er faktisk, at foreningen har afdelinger over hele Odense. Lige fra gymnastik på Sankt Knuds Gymnasium og fodbold på Bolbroskolen til volleyball på universitetet. Det er uheldigt, at foreningens afdelinger er spredt udover Odense. Det er svært at lave noget socialt for hele klubben, forklarer Sten Nielsen, der et par gange om ugen selv løber rundt på Bolbroskolen og spiller fodbold. Langt størstedelen af DSIOs sportsudøvere når højst at være medlem i fire-fem år. Så er det typiske medlem færdig med sin uddannelse og flytter ofte fra Odense. Og det mener formand Sten Nielsen er en god ting. Udskiftningen blandt medlemmerne er meget stor. Det er godt for klubben. På den måde formår vi at fastholde en bred klub i evig udvikling, siger han og spår samtidig en lys fremtid for DSIO. Nye sportsgrene En del personer har været forbi kontoret på universitetet og spurgt, om det var muligt at få oprettet afdelinger til andre sportsgrene. Og er opbakningen der, står vi ikke tilbage for en ny sportsgren, fortæller den 33-årige formand og løfter samtidig sløret for at basketball for piger blandt andet er næste sportsgren på programmet. Kort efter nytår vil pigerne så kunne skyde efter kurven i universitetshallen. Squash lurer også i kulissen, men det er stadig usikkert, om det bliver til noget. Interesserede kan lægge vejen forbi DSIOs hovedafdeling, der har åbent hver torsdag i dette semester mellem 12 og 14. Der sidder sekretær Jan Binkjær klar til at besvare eventuelle spørgsmål og opfylde dine ønsker. |
18/10/99 © Ugejournalen |