Stor - større - årsfest

MEGAFEST: Mange tusinde gallaklædte personer havde fundet vejen til Syddansk Universitet, Odense, sidste fredag. Årtusindets sidste årsfest blev større end aldrig før.

Af ANDERS TYSTRUP

CAMPUS: Jazz, U2-kopi-musik, violinspil og masser af hårde diskorytmer fyldte både gange og lokaler over hele universitetet, da Syddansk Universitet, Odense, blændede op for årtusindets absolut sidste årsfest.

Festen, der overgik sidste års årsfest på alle punkter, varede til klokken 1. Derefter væltede de fleste efterhånden noget våde, dels af regn og dels af alkohol, ind til centrum, hvor festen fortsatte.

Mindre grupper forsøgte at fortsætte festen i forskellige lokaler rundt omkring på universitetet, men også dette fik en brat ende, da en flok sikkerhedsvagter ryddede det meste af universitetet efter en times ekstra festivitas.

Ingen problemer

Meldingen fra arrangørerne tyder på, at aftenen forløb glat. Der var opstillet adskillige barer rundt omkring i passende afstand fra hinanden. Og indimellem barerne kunne man enten sidde og snakke ved et bord, danse (til violinspil på Stenten), eller nyde et af de utallige musikalske tilbud, der var at finde over hele universitetet i løbet af aftenen.

Det uden tvivl mest besøgte musikalske indslag var et U2-kopi-band, der i timevis spillede både gamle og nye numre fra U2's store repatoire i en overproppet sal.

Barpriserne gav anledning til mindre diskussioner blandt de studerende. Var det mon rimelige priser, kunne man fristes til at spørge. Og med priser på 16 kroner for en pæn fadøl og 25 kroner for et glas spiritus med sodavand finder Deres Udsendte det hverken dyrt eller billigt. Et ganske fint tilpasset prisleje.

Frivillige hjælpere

De mange bartendere og afryddere og "praktiske grise" var alle frivillige fra foreninger, der på den måde kan score et klækkeligt beløb til klubkassen.

En frivillig bartender fra badmintonklubben Triton afslørede, at klubben får 50.000 kroner for at stille 50 frivillige medarbejdere til rådighed hele aftenen.

– Selvom det er mange penge, er det jo stadig billigere, end hvis man skulle have betalt professionelle, påpeger den middelaldrende badmintonmand.

Den sidste frivillige hjælper gik hjem lidt over klokken fire og kunne se tilbage på en vellykket og stor-som-aldrig-før-årsfest 1999.


04/10/99 © Ugejournalen