Berusede ruser

Negot-rusere før den store rustur
Negot-ruserne her i godt humør på vej afsted på den store tur. En tur som skal ryste ruserne sammen.

BERUSELSE: Adskillige tusinde nye studerende starter i denne uge på SDU, Odense Universitet. Og første møde med ens medstuderende foregår ofte på den berømte rus-tur.

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: ANDERS TYSTRUP

CAMPUS: Han står med hænderne dybt begravet i sine bukselommer. Blikket er fastlåst på et tilfældigt punkt på stengulvet. Et par meter væk står en pige, der også har en trang til at holde hænderne i sine varme trygge bukselommer. Hendes blik flakker rundt på det kolde stengulv. Sommerfugle i maven og ingen øjenkontakt med nogen af de andre.

Nogenlunde sådan kan scenen beskrives den første dag på et nyt studie. De nye er ofte meget nervøse og samtidig spændte. Men det prøver de frivillige såkaldte tutorer at råde bod på. For år efter år forsøger disse frivillige studerende at gøre studiestarten lidt nemmere for ruserne, som de "nye" studerende populært kaldes.

Første tur

I fredags tog ruserne fra cand.negot-uddannelsen afsted. Og mandag i denne uge følger flere efter. Blandt andet står tutorerne, eller studieværterne som de kalder sig, fra Institut for Journalistik foran deres første rus-tur nogensinde for journalistuddannelsen.

– Sidste år var der jo ingen til at arrangere rus-tur for os. Så i år skal vi give den hele armen for at sætte en høj standard allerede fra starten, fortæller journaliststuderende Nikolaj Wenge.

Han har i en længere periode været blandt de 14 "studieværter", som står bag rus-turen til Langeland.

– Det har til tider været meget stressende men også rigtig sjovt. Vi mangler stadig lige det sidste, før vi er klar. Men det skal nok gå, forklarer Nikolaj Wenge kun få timer før journalist-ruserne indfinder sig i det under ét år gamle auditorium, U91, på universitetet.

Ikke kun druk

Alkohol fylder selvfølgelig en stor del af en rus-tur, men Nikolaj Wenge kan allerede nu afsløre, at der sker mange andre ting end druk. Nærmere ville han ikke komme ind på, hvad der skal ske.

Ugejournalen følger naturligvis journalistuddannelsens første rus-tur på tæt hold.


30/08/99 © Ugejournalen