|
Fed tjald
KONCERT: Chillumklud Group gæstede endnu engang Odense, denne gang på Studenterhuset. Og det gjorde de som altid med et brag af en koncert.
CENTRUM: Er du firserfantast, eller blot en smule sentimental, så burde du være fast gæst når Chillumklud Group giver koncert. Der er nu engang ikke noget, der sætter gang i minderne, som en god gang musik fra dengang du var ung og uberørt(?). Dallas, Dollars og alle de andre J.R. kunne, Alexis kunne, og Chillumklud Group kan endnu: Begejstre et stort publikum. Der har i det forgangne halve år været en stor udskiftning blandt gruppens medlemmer. Blandt andet er denne anmelders personlige favorit, Fat T. Jackson III, gået ud af gruppen. Ifølge rygter har han solgt alle sine ejendele og er rejst til Tibet, for der at starte Claes-ismen, en religion, der tager det bedste fra buddhismen, hinduismen og pornofilm. Men de nye folk kan bestemt også. Især den nye sangerinde, baronesse Kaj Thomsen, kan sit håndværk. Arh Dér! Chillumklud Groups fantastiske show er totalt gennemført. Med det rigtige 70'er og 80'er-tøj ligner de rigtige stjerne fra forgangne årtier. Og når de så spiller sig rigtigt varme med hits som "Fame", "Take On Me" og "Video Video", er ikke et øje tørt, endsige et sæt ben i ro. Og alle er naturligvis med, når der skal danses Boogie Woogie. Salen rykkede i fredag for vildt, da ballerne, brysterne og albuerne skulle frem og tilbage, og alle dansede i ring. En god aften For længst glemte halballer og sodavandsdiskoteker træder igen frem i erindringen, når den svedige krop hopper op og ned til Tarsen Bly. Men der var, desværre, også enkelte mislyde under fredagens koncert. Lyden var langt fra den bedste jeg har oplevet til en koncert. Og så manglede flere af de numre, som plejer at vække generel begejstring hos publikum. Jeg savnede for eksempel numre med Village People. Hvem kan undvære YMCA og de obligatoriske armbevægelser, når humøret er helt i top? Ikke denne anmelder. Så meget desto mere kan man så bare glæde sig over, at Studenterhuset havde hyret DJ's, der efter koncerten kunne levere de manglende hits. På grund af dé mangler der var, på en ellers udmærket aften, kan det kun blive til fem stjerner. For at det kunne blive en fuldendt aften, manglede den sidste gnist. |
19/04/99 © Ugejournalen |
|