Hotel Hunger rockede Rytmeposten


4 ud af 6 stjerner til Hotel Hunger

KONCERT: Det altid sultne hotel gav i torsdags koncert i Odense. De præsenterede gamle klassikere og numre fra deres nye album: Get your hands off".

Af TOMMY ANDRESEN

ODENSE: Hotel Hunger har levet en noget omtumlet tilværelse på den danske rockscene. I starten var de for punkede og passede ikke ind i datidens stil med TV2, Anne Linnet og alle de andre jyder. Men efter landeplagen Sitting In A Room, er de nærmest blevet hvermandseje.

Høje forventninger

Derfor var forventningerne også skruet ganske højt op, da Hotel Hunger skulle spille live i Odense. Men det blev noget af en skuffelse. Rent musikalsk kan der ikke herske tvivl om, at hotellet leverer varen. Men når Rytmeposten ikke har formået at sælge halvdelen af billetterne til et af Danmarks bedste bands, så må niveauet uvilkårligt falde.

Hotel Hunger er et rockband, og selvom de på det nye album, Get your hands off", bruger flere maskiner end hidtil, var det netop rock, der var i højsædet torsdag.

Rock for fuld udblæsning

Der blev flået i guitarstrengene, så det var en fryd. Eneste lille skønhedsfejl var lyden i de første par numre. Rock skal høres for fuld udblæsning, og melder tinitus'en sig ikke efter få minutter, har lydmanden fejlet. Men der blev hurtigt skruet op, og rytmerne gik lige gennem marv og ben.

Hotel Hunger er dygtige musikere, og Jimmy Jørgensen kan noget med sin stemme, som de fleste andre ikke kan, men den helt store stemning blev aldrig pisket op.

For langt fra scenen

Altid karismatiske Jimmy Jørgensen, bemærkede flere gange, at der var noget helt galt. Publikum stod flere meter væk fra scenen, og det var først, da han direkte opfordrede dem til at rykke helt tæt på, at det lykkedes at gejle en stemning op. At bandet så ved samme lejlighed fyrede deres største, og nok mest dansable, hits af, hjalp også ganske meget på stemningen.

Get your hands off", Sympathy og Sitting In A Room holdt hele vejen igennem, selvom sidste efterhånden er så overspillet, at det kræver en hel del at udholde sangen for Ugejournalens udsendte. Men publikum elskede den.


12/04/99 © Ugejournalen