|
Kvaliteten i fare på universitetet
STUDIEKVALITET: Ifølge rektor på Syddansk Universitet, Henrik Tvarnø, skal der en milliard kroner til for at rette op på de seneste års nedskæringer på universitetets økonomi. Ellers bliver det svært at sikre en vis standard i fremtiden.
Af NETE KAMPER og DORTE LIND
CAMPUS: Over en 15-20-årig periode er der kommet dobbelt så mange studerende pr. lektor og professor, fortæller Henrik Tvarnø. Der er alt for lidt lærerkapacitet, mener han. De få undervisere skaber trange kår for kvaliteten i både forskning og undervisning. Henrik Tvarnø anslår, at underviserne nu må bruge langt over halvdelen af deres tid på undervisning og forberedelse. Det viser, at der helt klart er tale om kvalitetsproblemer, siger Henrik Tvarnø. Som en supertanker Det er derfor især penge til undervisere, der efterlyses af Henrik Tvarnø. Det er svært at konkurrere med erhvervslivet, som betaler højere lønninger, forklarer den odenseanske rektor og fortsætter: Det har undret mig med det økonomiske boom, der har været de seneste år, at vi er blevet skåret ned. Tvarnø mener, at det allerede har fået konsekvenser for kvaliteten på universitetet i Odense: Universitetet er som en supertanker. Vi kan godt skifte kurs, men ikke fra dag til dag, understreger rektoren, der føler, at universiteterne glemmes lidt i det politiske og økonomiske fokus, der er på folkeskolen og gymnasierne. For mange kærester Henrik Tvarnøs skøn på et nødvendigt økonomisk løft til universiteterne lyder på 2-3 milliarder på landsplan. Men han tilføjer, at det også er de studerende, der skal være med til at sikre kvaliteten og en vis standard på deres studium. De studerende har for mange kærester, for mange sportsaktiviteter og for meget arbejde, siger Henrik Tvarnø med et glimt i øjet. Ikke i milliardstørrelsen I Undervisningsministeriet er man opmærksom på universiteternes økonomiske kvaler. Derfor er man i gang med at lave et oplæg til et forlig, der skal skaffe flere ressourcer til universiteterne. Men at der skulle være tale om dét milliardbeløb, som Henrik Tvarnø efterlyser, afvises af konsulent i Undervisningsministeriet, Mogens Berg: Det er i hvert fald ikke i den størrelsesorden, lyder meldingen.
Hvad synes du om denne artikel?
|
03/04/00 © Ugejournalen |
|