Af JAKOB MOLL

Samvittigheden er forårets første offer. Sidste uges cykelture blev badet i knivskarpt solskin under en postkortblå himmel. Overalt trak unge mennesker lige tiden et halvt minut, efter de havde parkeret cyklerne. Nogle lukkede øjnene og vendte ansigtet mod himlen.

En enkelt overkåd ungersvend tog på universitet i shorts, og man må formode, at præcis han smed cyklen og skyndte sig ind ad dørene. De kuldknoppede ben måtte ud af den vinterblæst, som en tid endnu rusker i de stadig nøgne træer.

Men alle vi andre, vi trak tiden, og vi kom en smule senere til undervisning, end vi plejer. Der var noget fornuftsstridigt ved at forlade sollyset. Hundrede gange har vi forbandet vinterregnen, når vi mandag aften trampede cyklen hjem fra Netto - ikke sjældent med regnfrakken parkeret tørt og godt i et skab derhjemme.

Og nu var det her endeligt, foråret, lyset for enden af vinterens fugtige og dystre tunnel, fuglene hyldede det og en vejarbejder ved Klingenberg stod længe op af sin skovl og sagde ingenting til sin lige så tavst veltilfredse makker.

Overalt satte vi os på hårde stole i klasselokaler og dårligt belyste auditorier, ved overtegnede borde og støvede computerskærme. I laboratorier som katakomber, hvor lyset aldrig når ind. Og man fik en fornemmelse, der meget ligner dårlig samvittighed. Indenfor? Hvorfor? Vi svigter foråret.

Måske frelsen er nær. Om en måned. Måske to. Så kan vi bekæmpe den dårlige samvittighed over at være indenfor, uden at få dårlig samvittighed over ikke at studere. Til maj bliver det varmt nok til, at vi med ternede tæpper og små puder, termokander og frisk frugt, kan indtage de græsgange, som Odense heldigvis er rig på. Med ternede blokke og neonfarvede overstregningstudser kan vi ligge i solen... og læse.

Med ro i sindet og ro i sjælen. Og vi er nød til at gøre det. Alt andet ville være mangel på respekt for foråret.