REPORTAGE: Hundredetusindvis af messegæster fik blæst sanserne igennem, da over 7200 IT-firmaer i sidste uge kæmpede om opmærksomhed på verdens største messe.

Af JAKOB MOLL
Foto: ANDERS TYSTRUP

Hannover, Tyskland: Cebit2000-messen er verdens største messe for elektronik, og den største messe i det hele taget. Der er noget dybt foruroligende ved stedet. Deutche Messe AG ligger lidt uden for Hannover og består af 26 bygninger, der alle er store som amerikanske sportshaller og i flere etager.

Når man står midt i mylderet på den store plads, som bygningerne er fordelt omkring, giver de kolossale stålhvide facader et futuristisk sug i mellemgulvet. Det karakteristiske raketlignende tårn, der stræber mod himlen over indgangsbygningen, synes midt i nedtælling. Two - one ... and takeoff.

Inden for i bygningerne prøver 7200 firmaer ligeledes at give de hundredtusindvis af besøgende det indtryk, at de allerede er et skridt ude i fremtiden. Og verdensrummet. Som messegæst bliver det foruroligende ved stedets størrelse til fascination, så snart man går gennem dørene til den første hal.

Inden åbningsdagen har en hær af unge, rejsende håndværkere bygget hele byer op i de højloftede haller. Og intet ser midlertidigt ud, selv om det skal rives ned efter syv dage.

Giganternes dekadence

Langt de fleste stande er godt nok på størrelse med de pølsevogne, som sælger Bratwurst mit Brot ved indgangsdørene. Men op mellem rækker af små båse med smilende taiwanesere og alvorlige tyske IT-pionerer stikker de store firmaers stande op. Navne som Intel, Samsung, Siemens og Sony står skrevet med elegant lysende bogstaver.

For elektronikgiganterne profilerer sig med hightech-arkitektur. Halogenbelyste ståltrapper svinger sig omkring parcelhusstore glober, mens storsmilende piger i spadseredragter vimser mellem specialdesignede montre med mp3-afspillere, ADSL-modems og grønne printplader. På storskærme viser velbarberede sælgere med headset-mikrofon at: Nu er den her, dæleme: Dimsen.

Bryster forgæves

I hjørnet af hal 8, på gulvet foran det lille tyske IT-firma Friendlyway, sidder en ung kvinde i orange hotpants, sort top og tyk mascara og stirrer tomt ud i luften. Nogle få firmaer har fravalgt det professionelle look i kampen om opmærksomhed. Og der er fem mænd for hver kvinde blandt messens gæster.

Da pigen et øjeblik senere vågner op til dåd, skyder brysterne frem og krænger læberne opad, er det ikke mange af de rigtige messegæster, der er ved at knalde panderne sammen. Det er kun fodfolket. Småtykke tyskere og unge, håbefulde IT-wannabees. Ikke en uniform - det grå eller sorte jakkesæt - i syne.

Ømme fødder

Som udenforstående synes Cebit at være lige dele finans og farce. I tusindvis af firmaer laver mundtlige aftaler for millioner; altid over en kop kaffe på de små standes obligatoriske barstole. Ny elektronik til hjemmet skal man vandre sine fødder ømme for at finde, og der var ikke noget banebrydende på display, selv om man kiggede godt efter.

Det vil sige... Som altid bliver elektronikken mindre, hukommelsen større og skærmene klarere. Og alt kan efterhånden kommunikere:

Nu kan jeg tale til min computer, som via et trådløst net sender informationerne videre til min mobiltelefon, som også kan tage fotografier, som jeg gemmer 100 af på en femkronestor hukommelsesenhed, som samtidig lagrer den musik, som jeg hører i mine hovedtelefoner med indbygget mp3-afspiller.

Nu skal det bare ud til andre end japanerne.

Endelig er den her!

Nå jo. Der er sket noget. Noget tænderskærende uundværligt, som vi har ventet og ventet på.

Nu er den er her endelig, apparatet som Monrad og Rislund udtænkte for en del år siden:

Farve-tv-telefonen.

Hvis du vil videre...
CeBIT Messe	www.cebit.de