|
|
|
Morten Korch-kollegiet
KOLLEGIESERIE #17: Beboerne på Christmas Møller Kollegiet skovler sneen og klipper hækken i fællesskab. Kollegiet har ofte værelser stående tomme, men beboerne bliver tit hængende i årevis, når de først er blevet integreret. Et velfungerende fælleskab gør forskellen.
Af JAKOB MOLL
ODENSE S: Hvert forår mødes mandfolk og unge møer om hækkesaks, fejekost og plæneklipper. På den trelængede gårds gårdsplads fordeler de havearbejdet møjsomme pligter, og når dagen går på hæld sætter de sig omkring de ølkasser, som tuborgbilen leverer månedligt. Christmas Møller Kollegiet er et Kollegium med stort "K". Kollegiets havedage er en nødvendighed, for de har ingen vicevært - men fællesarbejdet er også et eksempel på, at man ikke nødvendigvis kan måle et kollegies kvalitet på internetforbindelse og afstand til centrum. Byens bedste – Folk bliver boende. Jeg tror egentlig det er et af byens bedre kollegier. Vi bor otte sammen, og det passer meget godt, forklarer Jeppe Jepsen, 21-årig historiestuderende og boboer på det sidste kollegium i Kollegieserien. Hvis kollegiet er et af byens bedste, er det hverken på grund af pris eller placering. Værelserne koster 1600 kroner om måneden, og kollegiet ligger på den forkerte side af Odense Teknikum. Til gengæld har de 48 beboere noget, som mange tjekkede kollegier aldrig opnår: et fælleskab. Jeppe: – Jeg har boet i Odense i snart to år, og mine bedste venner er suverænt folk herfra. Og det er ikke fordi, jeg ikke har engageret mig på studiet. Dyrt, fjernt og småt Jeppe kan sagtens se, at Christmas Møller Kollegiet ikke er attraktivt på papiret. – Vi har to store problemer. Kollegiet er ret dyrt, og advokatfirmaet har indtil videre sagt nej til at koble kollegiet på internettet, fortæller Jeppe. Og det er fristende at tilføje, at værelserne kun er 12 m2 store. Til gengæld er kønsfordelingen i orden. Ottemandslejlighederne er delt på midten: Pigerne bor på første sal og drengene i stuen. Det gjorde det også lettere for de computerengagerede at lave et internt netværk. Jeppe mener, at ansøgningssystemet forhindrer, at kollegiet bliver en transithal - som det er så mange andre kollegiers skæbne. Specielt i Odenses udkant. – Man skal forny sin ansøgning hver måned, ellers ryger man ud af listen. Det er min opfattelse, at folk er motiverede til at bo på kollegium, når de flytter ind. Landsbykomplekset Kollegiet er ellers nemt at flytte ind og ud ad. Der er sjældent lang ventetid, og værelserne er møblerede ved indflytning. Men den landlige idyl holder ofte fast i folk. Haveaffaldet fra havedagene brændes af til den årlige Sankt Hans fest, og beboerne holder normalt nytårsfest med hinanden. I løbet af året skiftes de seks køkkener til at holde fest, og der er sjældent nogen, der tager den lange tur ind til byen. Øllene leverer Tuborg. – Der er altid øl i køkkenet, og det giver nok et lidt større forbrug. Men det er jo hyggeligt, fortæller Jeppe. Og hyggen gør også, at der ifølge Jeppe er særdeles mange kærestepar på kollegiet. Han sammeligner det lille kollegiesamfund med et landsbysamfund... på godt og ondt. – Anonymitet er ikke-eksisterende, og det giver selvfølgelig en social tryghed som man ikke finder på de store kollegier. Men nogle gange kan landsbyer da også blive for små. Hvis man har dummet sig til en fest... Så hænger det ved.
Hvad synes du om denne artikel?
| ||||||||||||||||||||||||||
| 28/02/00 © Ugejournalen |
|
