Ny rektor på Odense Teknikum

Bent Poulsen (tv.) og Henning Andersen
Nuværende rektor på Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum, Bent Poulsen (tv.), og den nyvalgte og kommende rektor Henning Andersen.

TRONSKIFTE: På overbevisende facon lykkedes det Henning Andersen at besejre kandidaten Manfred Federau, da Ingeniørhøjskolen onsdag i sidste uge valgte ny rektor for de kommende tre år.

Af ANDERS TYSTRUP
Foto: ANDERS TYSTRUP

TEKNIKUM: Propperne sprang og champagnen sprøjtede onsdag i sidste uge på Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum (IOT). For med 92 stemmer mod 51 var der absolut ingen tvivl om, hvem der skal fylde rektorstolen ud fra den 1. juni i år, når nuværende rektor Bent Poulsen forlader posten.

37-årige Henning Andersen overtager tronen til sommer på IOT, mens Konstantin Lassithiotakis skal udfylde rollen som prorektor. Og det resultat er rektor Bent Poulsen ovenud tilfreds med.

En anden type

– Jeg synes, at valgresultatet er utrolig positivt. Jeg sætter stor pris på, at Henning Andersen overtager min post, siger Bent Poulsen, der gør opmærksom på, at Henning Andersen er en lidt anden type end ham selv.

– Jeg er måske lidt rundere både udseendemæssig og i min måde at tackle opgaver og problemer på. Henning Andersen er mere kontant og skarp, mener den afgående rektor.

Og det kan Henning Andersen nikke genkendende til.

– Det er rigtigt, at jeg måske kan virke lidt hårdere end Bent Poulsen. Jeg siger altid lige, hvad jeg mener, og det kan godt virke skarpt, fortæller Henning Andersen, der i øjeblikket er fagrådsformand for E-afdelingen på IOT.

Identifikation

Rektor Bent Poulsen, der snart bliver 60 år, mener, at der er tale om et reelt generationsskifte. Og valget af den kun 37-årige Henning Andersen åbner da også muligheden for anderledes og måske bedre måder at identificere sig med de studerende på.

– Jeg tror, at jeg har nemmere ved at identificere mig med de studerende på grund af min alder. Det er ikke så længe siden, at jeg selv var studerende, siger Henning Andersen, der er uddannet svagstrømsingeniør fra IOT.

Han mener, at Konstantin Lassithiotakis og ham selv blev valgt fordi folk har en stor tiltro til parret.

– Vi står hver især som ledere af succesrige afdelinger, hvilket har betydet meget. Folk har set, at vi er i stand til at få noget til at fungere, forklarer den kommende rektor.


Hvis du vil videre...
Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum www.iot.dk




Hvad synes du om denne artikel?
Emne:    
Meget interessant Interessant Ikke interessant

Læseværdighed:    
Velskrevet Middelmådig Dårligt skrevet

Længde:    
For lang Tilpas længde For kort
     
Evt. kommentar:
Navn:
Email:


28/02/00 © Ugejournalen