|
American Beauty
STUDIE-ROMANTIK: Køn, velskabt og interessant - også fagligt. En af ugens lækre undervisere fik tonsvis af verbale roser og håber selv, at det skyldes hans faglige præstationer.
Af HELLE VINCENTZ JØRGENSEN
CAMPUS: Navnet, som skaber hujen i hønsegården hos de kvindelige studerende på institut for statskundskab er Beach, Derek Beach. Den mandlige udgave af "Ugens Lækre Underviser" er - iført sorte cowboybukser, mørk bluse, nyklippet lyst hår og med en accent, der er en charmerende blanding af amerikansk og århusiansk - i gang med en længere udredning om traditionel geopolitik. Sælger varen godt Vorherre var i godt humør, den dag han skabte Derek Beach. Han smiler hele tiden, og han er køn og velskabt. Hvis han ikke var gift ville der være utrolig mange om buddet, fastslår 4. semestersstuderende Karen Juhl Petri om sin nye underviser. Hun har tilkæmpet sig en plads på forreste række til dagens forelæsning og bakkes op af de medstudiner, som tilføjer, at han er "kanondygtig og utrolig interessant - også fagligt". Jeg er smigret over nomineringen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil håbe, at det er fordi, jeg har solgt varen godt..., siger Derek Beach. Og det har han vist, selv om han skynder sig at understrege, at han altså mener rent fagligt. Tæt på og langt fra Dét, der startede som et udvekslingsophold, er nu endt med familie og fast bopæl i Århus for den 29-årige amerikaner. Men er afstanden til hjemmet lang, så er den til gengæld kort til de studerende. Jeg tror, det er en fordel for mig, at jeg er så ung. Afstanden til de studerende er ikke så stor. Det var også én af grundende til, at jeg valgte at lave min Ph.d her i stedet for i Århus. Undervisere og studerende er tættere på hinanden, siger Derek Beach. Hvad så nu? Dagens forelæsning var kun nummer tre for Derek Beach’s vedkommende. Men der er flere på vej, og ved spørgsmålet om hvordan det bliver at undervise efter at have fået denne fornemme titel, griner han lidt nervøst. Det er ikke noget, jeg lader mig stige til hovedet. Men det bliver da lidt mærkeligt at stå der næste gang. |
21/02/00 © Ugejournalen |
|