|
Sløve Tornbjergs svampehus
KOLLEGIESERIE #8: En glanshat er en lettere euforiserende svamp. En glanshut, derimod, er en beboer på Kollegiet Glanshatten, Odenses eneste andelskollegie, og måske det eneste kollegie i Danmark, der altid inviterer nyindflyttede beboere til menneskeludo.
Af JAKOB MOLL
TORNBJERG: Menneskeludo er en vældig overset sport ifølge Kollegiet Glanshattens 25-årige formand, Allan Vestergård. I år vandt grønt hold, der efter aggressivt spil og en sjælden ludotaktisk satsning kunne hive sidste brik (Johan, 24 år) ind i midtercirklen som det første af asfaltspillepladens fire hold. Hver af kollegiets 24 lejligheder deles af fire beboere. Køkkenet er tilpas til fire mennesker, så længe de ikke kokkererer hver for sig og samtidig. Værelserne er på 14 kvadratmeter, men føles en gulvmåtte større, fordi de er kvadratiske. Christian Hvitved har studeret datateknologi siden sommerferien, og den 21-årige fyr er en glad glanshut. Husene er rækkehus-agtige på en hyggelig måde, og jeg er kommet i et godt køkken. Men man møder godt nok ikke så mange andre beboere, når hvert køkken har sin egen entré, fortæller Christian. Vi går a-a-aldrig hjem Kollegiet ligger fem minutter fra universitet og Bilka - i den forkerte retning. Eller mere korrekt: Retningen er forkert, hvis man er mere dus med midtbyens caféer end skovens grønne træer, for det tager mindst tyve minutter at køre til centrum. Afstanden til byens barer er nok også medvirkende til, at glanshutterne aldrig rømmer deres kælderbaren før klokken 06, når først barudvalget har pillet kæden af ølkøleskabet. Og barudvalget er vel og mærke på post hver fredag og lørdag. Nogle mener vi har den bedste kollegiebar i Odense. Og den må i hvert fald være en af de mest aktive, fortæller formand Allan med et grin. Han er for øvrigt også er én af barudvalgets syv medlemmer. Kollegiets andele handles gennem et advokatfirma, men beboerne skal selv finde en ny beboer, hvis de vil videre. Til gengæld bestemmer ´hutterne selv, hvordan kollegiet skal køres.
|
13/12/99 © Ugejournalen |
|