|
Kampvalg med problemer
VALG: Sidste uges kamp om de studerendes stemmer til valget om repræsentanter i fakultetsrådene og konsistoriet var præget af plakater på universitetets gange og foldere med beskyldninger af forskellig karakter om modparternes troværdighed.
Af THYRA MARIE BONDE
CAMPUS: Valgkampen op til sidste uges valg af studenter-repræsentanter i konsistoriet og fakultetsrådene på Syddansk Universitet forløb intensivt i den sidste uge, før krydserne skulle sættes torsdag og fredag. Undervejs blev der raslet med sablerne i de forskellige lejre, og der fremkom beskyldninger om siddende repræsentanters manglende mødedeltagelse gennem sidste periode, og muligheden for misbrug af de tildelte økonomiske midler. Pengemisbrug? Studenterrådet kommenterede de Borgerlige Studerendes partitilhørsforhold med fokus på muligheden for, at kandidaterne eventuelt ville lade midler tildelt af konsistoriet og fakultetsrådene glide over i de lokale partiforeninger. Det vil ikke være noget problem for de Borgerlige Studerende at få udbetalt penge til formål, som ikke direkte har noget med studenterpolitik at gøre, udtaler Martin Ejnar Hansen, kandidat fra Studenterrådet til det samfundsvidenskabelige fakultetsråd. På spørgsmålet om hvorvidt han mener, at dette ville være en sandsynlig handling fra de Borgelige Studerendes side fortsætter han: Jeg er jo ikke spåmand, men eftersom de gennem valgkampen ikke har sagt offentligt, at dette ikke ville ske, ved jeg bare, at det i hvert fald ikke vil ske ved studenterrådets kandidater. Jesper Fønns, kandidat for Studenterrådets liste til konsistoriet, hævder, at der er en vis sandsynlighed for, at pengene kan blive brugt på det partipolitiske arbejde istedet for de studerendes interesser. Det er forkert, mener Louise Broe, spidskandidat til det samfundsvidenskabelige fakultet. Hun forklarer: De Konservative Studerende og selve Konservativ Ungdom er to adskilte ting, som ikke har fælles økonomi. Desuden har vores nuværende repræsentant i konsistoriet og fakultetet, Anna Langkilde, faktisk aldrig set noget til de penge, som vi har ret til. De penge bliver i dag fordelt gennem Studenterrådet. Statistik problemer Under valgkampen blev der, fra de Borgerlige Studerende, produceret og publiceret en statistik over fremmødet i det Naturvidenskabelige Fakultetsråd. Studentermedlemmet Kasper Nowack blev her beskyldt for ekstrem lav deltagelse, men statistikken viste sig senere at være mangelfuld og ukorrekt, hvorefter den blev trukket tilbage. Om dette forklarer Louise Broe: Det var naturligvis meget forkert, men det viste sig, at der var blevet begået fejl fra begges side. Faktisk var statistikken bygget på kilder fra Studenterrådets egen hjemmeside, fortæller hun. Afgørelsen I alle de forskellig grupper venter man nu spændt på afgørelsen af, hvem der kommer ind i rådene. Stemmeprocenten bliver endvidere interessant, især set i lyset af universitetsfusionen som gør, at man nu også i de andre dele af landet har kunne stemme, uden dog at have haft nogen kandidater opstillet til valget. Stemmerne optælles mandag, efter redaktionens afslutning. |
15/11/99 © Ugejournalen |
|