Ahr dér MC Einar!

FIASKO: Forventningerne var store og mange glædede sig som små børn til juleaften. MC Einar skulle spille i byen, sammen med Jan P Rapband. Men det blev ikke til andet end narrefisse. Bandet aflyste.

Af TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: Den danske rap- og hip-hop-scene har fejret store succeser i de sidste år. Men begyndelsen til det hele var MC Einar. Og stor var glæden, da netop denne danske hip-hops gudfar skulle spille på Studenterhuset. Men lige så stor var skuffelsen, da de slet ikke kom alligevel.

Ingen trommer - intet beat

Der skete nemlig det, at der onsdag tikkede en fax ind på Studenterhusets kontor. Jan P Rapband aflyser. Trommeslageren havde med øjeblikkelig virkning besluttet, at forlade bandet. Ifølge deres manager fordi trommeslageren ikke kunne forliges med den måde Einar optrådte på. Både på og udenfor scenen.

Og når man tænker på, hvordan Einar gang på gang har optrådt på scenen, undres man ikke. Det er alt for tit sket, at han har glemt sine tekster. Det ville være i orden, hvis det var nye numre, men ikke når det er sange fra starten af indeværende årti.

Einar helt ude i hampen

Det har ikke været nogen hemmelighed, at MC Einar godt kan lide at ryge fnisetobak. En i sig selv nogenlunde harmløs fritidsbeskæftigelse, men det kan altså også tage overhånd. Einar har kunnet leve på, at publikum gerne vil se giraffen, og derfor bærer over med hans små skavanker. Men publikum bærer ikke over med en aflyst koncert. Det er bare for dårligt.

MC Einar gik i opløsning i opløsning i starten af halvfemserne. Officielt fordi succesen udeblev, men uofficielt fordi MC Einar ikke kunne arbejde koncentreret på andet end at rulle lange smøger. Derefter forsvandt rapperen fra offentlighedens søgelys og blev skibskok.

Da han så pludselig igen dukkede op sammen med Jan P Rapband, troede mange, at Einar nu endelig var blevet voksen. At han havde fået styr på sit liv, og at Danmark nu igen ville opleve en Einar-bølge fyge hen over landet. Men sådan bliver det nok ikke.

Jan P på egen hånd

Bandets manager har valgt ikke længere at repræsentere bandet, som følge af den seneste aflysning. Jan P Rapband har været på en landsdækkende turne, hvor de skulle spille 30 steder. Studenterhuset var næstsidste sted, og manageren forstår ikke, hvorfor bandet ikke i det mindste kunne spille de sidste to koncerter færdig.

Fremtiden for Jan P Rapband og MC Einar ser ikke just lys ud. De har ingen manager, ingen trommeslager, ingen pladekontrakt, en Einar der ikke kan styre sig, og slet ingen tiltro hos publikum. Så håbet om nogensinde igen at se MC Einar for fuld (!) udblæsning er væsentligt mindre end for bare en uge siden.


15/11/99 © Ugejournalen