Zone-terapi

Studiezone
Kristian Moi Vardal var en af de første faste brugere af Studiezonen, efter Zonen åbnede for lidt over et halvt år siden.

STUDIESUCCES: Mellem Agrene og Bøgene i universitetets nordlige ende ligger Studiezonen. Zonen består af en række studieceller og grupperum og er på kort tid blevet en stor succes.

Af KASPER PRICHE
Foto: ANDERS TYSTRUP

CAMPUS: Den store glasdør giver et let suk fra sig, da den lukker bag mig. Et par svært koncentrerede studerende hæver deres støvsugerøjne fra de tykke bøger og sender mig verdens hurtigste elevatorblik.

I samme bevægelse er de tilbage mellem linjerne og kæmper ufortrødent videre i kampen med ordene. Her er som en vindstille dag på Sydpolen, og jeg bliver bange for, at sidemanden kan høre, hvad jeg tænker.

Hvide vægge og grønne planter

Det er især de gode arbejdsforhold, der trækker de studerende til. Pia Sørensen, der læser Biokemi har taget den lange vej fra den anden ende af universitetet for at læse i fred og ro. Hun har brugt studiezonen fra den startede i april og bruger den næsten hver dag.

– Tidligere brugte jeg biblioteket, når jeg skulle læse, men det her er meget bedre. Lyse og venlige omgivelser, gode borde og så kan jeg have en kop kaffe med herned, forklarer Pia Sørensen.

Kasper Jessen læser litteraturvidenskab og er enig med Pia. Han kommer her cirka tre gange om ugen og er meget tilfreds.

– Bare dét at der er grønne planter giver en noget bedre stemning end bibliotekets betonklodser. Og helt sikkert også bedre luft, mener han.

Kasper Jessen har desuden indtryk af, at zonen bliver brugt flittigt.

– Det giver mig en bedre læsedisciplin. Det holder mig i gang at sidde her frem for at sidde derhjemme, hvor jeg hele tiden bliver mindet om andre forpligtelser og gøremål, fortæller han.

Eksamensforberedelse i grupperummene

Studiezonen omfatter også fem grupperum med plads til 15 personer i hver. Rummene er udstyret med tavler som er gode i forbindelse med eksamensforberedelse.

– Jeg har indtryk af, at det bliver meget brugt. Der er næsten altid nogen, der arbejder derinde, siger Rikke Strøm, der læser cand.negot.

Netop nu er fire rum optaget. I de tre fylder formler og ligninger tavlerne ud. Jo, der sker noget i studiezonen.

FAKTA OM ZONEN
50 studieceller
3 seminarrum med plads til 15 personer
Der er 5 grupperrum med plads til 15 personer som indgår i den egentlige lokalepulje, men som kan bruges uden for den skemalagte undervisning.


01/11/99 © Ugejournalen