Hi-fi til High Price

TEKNIK: Hi-fi-messen, der blev afholdt i den forgangne weekend, trak mange mennesker til. Utroligt, taget priserne i betragtning. For hvem køber et tv til 120.000 kroner på en messe?

Af TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: Fra B&O over JVC til Sony. Alle var de repræsenteret på dette års Hi-Fi-messe i Odense Koncerthus. Og de havde alle flot udstyr at byde på.

Hjemmebiografen

Søndag morgen er der (næsten) ikke noget bedre, end at stene foran sit fjernsyn med cola og chips. En god video på, og så er du kørende. Men forestil dig så, at det ikke er dit 21 tommer tv og en Indiana Jones film på et slidt VHS-bånd du stener foran. I stedet er det en flad 36 tommers skærm, i wide screen formatet selvfølgelig, der hænger på din væg, og det er The Matrix, der kører på din splinternye DVD-afspiller.

Oveni hatten har du naturligvis Dolby surround lyd, der kan blæse ørerne ud på selv den mest stokdøve pensionist. Fremtidmusik? Nej, ikke hvis du har pengepungen i orden.

Har du omkring 150.000 kroner, du ikke lige ved hvad du skal stille op med, så er det bare at investere dem i ovennævnte udstyr. Om det så er så godt at blive væltet omkuldt af maskingeværsalver søndag morgen er et problem du selv må slås med.

Ren lyd til folket

Vel vidende, at studerende ikke har pengepungen fuld, var Ugejournalens mission at finde et musikanlæg, der kunne betales med menneskepenge. Jagten er gået ind!

Efter at have bevæget sig rundt på det store messeområde, står det hurtigt klart, at Dankortet ikke bliver taget i brug denne weekend. Dertil er de fleste varer alt for dyre.

Bevares, de store firmaer udstillede da også såkalde microanlæg, der intet fylder i hjemmet. Men desværre er det ofte sådan, at microanlæggene også er minimale i lyden. Til pengene er de muligvis et godt fund, men de erhverves altså langt billigere i et supermarked. Det er sørgeligt, men sandt.

Går du alligevel og pønser på at købe et microanlæg, burde du nok vende dit dankort en ekstra gang. Måske virker pladespilleren på dit konfirmationsanlæg ikke længere, men helt ærligt. Kan det betale sig at købe en lyd, der kun er lidt bedre? Og desuden, hvor tit ville du alligevel spille dine gamle Rick Astley plader?

Ugejournalen anbefaler i hvert fald, at du venter et par år, til din uddannelse er færdig, og så kan du købe et rigtigt anlæg. Ellers må du ty til den dyre løsning: Købe god lyd på afbetaling.

Glem licensen, Jensen

TV, video- og DVD-afspillere var der nok af. Både de helt dyre som de helt billige. Men ACHTUNG! Køber du et af disse maskiner, kommer du til at udfylde mange papirer. Papirer, der bliver indsendt til licensstyrelsen. Og det kan vi jo ikke have.

Skulle du på et tidspunkt blive fristet, så kunne du jo nemt skrive dine forældres navn og adresse på. Dermed får du højst sandsynlig ikke besøg af den onde, onde licensmand, der kun er ude på at skrabe penge sammen til statsradiofonien. Men dermed ikke sagt at det er en opfordring.


25/10/99 © Ugejournalen