Kamp for flere studerende

Vi vil stjæle kunder fra engelsk, forklarer lektor i russisk i forbindelse med ændringer i optagelsesproceduren på sprogfagene fransk, græsk-romersk sprog og kultur, russisk, spansk og tysk.

Af THYRA MARIE BONDE

CAMPUS:De små sprogfag på SDU, Odense Universitet, er plaget af manglende interesse fra eleverne på ungdomsuddannelserne. Resultatet er særdeles små årgange, hvilket tvinger universitetet til nytænkning for at hverve nye studerende.

Senest er optagelsesproceduren blevet ændret, så en adgangsgivende eksamen samt en vejledende samtale giver direkte adgang til universitetet.

  – Vi har to formål: for det første skal vi på kort sigt holde gang i "butikkerne" her. Og for det andet vil vi kæmpe for de små fags berettigelse. Faktisk bakker "de store" fag os op i dette projekt, for de har selv en interesse i, at fagviften på universitetet ikke bliver for lille. Ellers mister de også ansøgere, fortæller lektor i russisk, Erik Kulavig.

Faldende tro

Specifikt om problemerne med den lille søgning til russisk-studiet udtaler Erik Kulavig:

– Den dårlige omtale i pressen har resulteret i faldende tro på, at Rusland nogensinde skal føre til noget positivt. Det kan direkte aflæses i antallet af studerende.

Bekymringen er ifølge Kulavig uberettiget.

– Der har fundet en voldsom normalisering sted i Rusland gennem den seneste tid, og for første gang i mange år får vores kandidater faktisk arbejde indenfor faget, forklarer han.

Gymnasie-raid

En række initiativer er på det seneste udsprunget fra de fire fag. Eksempelvis har man arrangeret fælles gymnasie-raids, hvor studerende udenom universiteternes sædvanlige hverve-kampagne har besøgt fynske gymnasier for at vække interessen hos eleverne.

Endvidere arbejdes der på at skabe et bedre studiemiljø på tværs af de fire studier, hvor man blandt andet tager på fælles rus-tur.


18/10/99 © Ugejournalen