|
Indgang P..arat
INDVIELSE: Den 4. oktober åbnede der sig helt nye muligheder for folk med ærinde i administrationsbygningen på SDU, Odense Universitet, nemlig Indgang P.
CAMPUS: "!" står der på skiltet, der er opstillet i højre side af gangstien på vestsiden af universitetet. På bagsiden af skiltet er opklæbet en seddel med ordene: "Fodgængere til indgang P". Man får næsten en skattejagtligende spændingsfornemmelse i maven, og ledetråden må udforskes, selvom man ikke rigtig passer til sedlens målgruppe. Vejen fører til højre, hen af en sti, for bunden af stien ligger den der så, indgang P. Den ligner sådan set de fleste andre indgange på universitetet, det eneste, der adskiller den fra andre uni-indgange, er det store P, der er klistret på døren. Våd maling Døren er åben, man kan gå lige ind. En lugt af våd maling sniger sig straks ind i næseborene. En fladtrådt rulle malertape lige indenfor for døren, og en rulle ledning, der ikke helt har fundet sig til rette endnu, vidner om at stedet er blevet forladt i hast. Der er her tale om et håndværker-territorium, der just er blevet okkuperet af rektor, universitetsdirektør og ledelsessekretariatat i sammensværgelse med chefen for Teknisk Forvaltning og en del af hans stab. Den nye bygning er blevet besat af administrationsfolk. På gulvet står to plasticboards med påskriften "Denne etage" og "Første etage". Hvor er hvem? Herunder er der en lodret række navneskilte. Dette er det første bevis på, at DE er på vej. Administratorerne! Plasticboardsene, med guiden til hvor man finder hvem, har endnu ikke fået en plads på væggene. Men lige nu er der heller ingen at vise hen til. Området endnu ikke blevet indtaget af bygningens nye brugere. Her er mennesketomt. Fortsat livlig aktivitet Man skal dog ikke gå langt for at finde aktivitet. Håndværkerne er ikke blevet skræmt helt væk fra Campus. Går man ud af indgang P igen (det er nemlig også en udgang), skal man ikke gå mere end et par meter, så kan man både se og høre håndværkerne og hele deres artilleri af maskiner. Og der vil de formentlig holde til, indtil februar 2001, hvor den nye hovedindgang til universitetet gerne skulle stå klar, og de må da på ny fortrække og erobre nye områder. |
11/10/99 © Ugejournalen |
|