Hamlet bringer lykke

Hamlet
Kristian Holm Joensen er Hamlet, og Ulla Henningsen er hans mor dronning Gertrud.

TEATER: Prøv det - det er hvad man kan sige om opførelsen af Hamlet, der for øjeblikket kører på Odense Teater. En frisk klassikeropførsel, der spiller på hele følelsesregistret

Af IBEN SOFIE JØNCH

CENTRUM: Mandag, regn i litervis og en mave, der knurrer over aftensmaden, der blev sprunget over på grund af tidspres. Det var hårde odds, den nye opsætning af Shakespeares Hamlet var oppe imod, da Ugejournalens udsendte kæmpede sig vej til Odense Teater. Foromtalen af stykket karakterisere godt nok opsætningen som ung og vulkansk, men helt ærlig, tænker man, hvor vulkansk kan Hamlet blive?

Det viste sig at blive ud over al forventning.

Wauw

Tæppet går, og ud i salen vælter rockmusik. De medvirkende kommer dansende ind på scenen, man tænker wauw, er jeg gået rigtigt, kan der sættes meget skub i Hamlet? Det kunne der! Fra dét øjeblik er man tryllebundet.

Instruktør Baltasar Kormákur har virkelig præsteret at lave en halvfemser udgave af Hamlet, der burde kunne få ung som gammel op af stolene.

Prins Hamlet som spilles af Kristian Holm Joensen, der nok er mest kendt for sit originale komiske talent, tilfører rollen en helt ny dynamik, der får folk til både at grine og lide, med og af ham.

Niels Brunses nænsomme nyoversættelse af teksterne til Hamlet gør, at man ved stykkets slutning ikke sidder uforstående og træt i hovedet, men derimod oplyst og underholdt. Og det er nok, hvad der skal til, hvis Shakespeares tekster skal overleve årtusindskiftet.

Flot skuespillerpræstation

Ulla Henningsen, der spiller dronning Gertrud har en rimelig anonym rolle i forhold til, hvad man tidligere har set hende i. Men hun spiller sin rolle overbevisende.

En virkelig præstation giver Ophelia-skikkelsen (Hamlets kærlighed) i form af Sonja Richter. Hendes fortolkning af Ophelia er meget stærk og personlig formet. Og det snigende vanvid, der indtager Ophelias sind, er symboliseret i, at hun trækker sig tilbage til en tønde, som hun spiller fra den sidste halvdel af stykket. Det er bare utroligt!

Prins Hamlets stedfar, Claudius, spillet af Klaus T. Søndergaard fungerer også perfekt. Med sit kronragede hoved og sin farlige udstråling tilfører han netop denne figur den foragt, der ligger i rollen, selvom man dog næsten får medlidenhed med ham, da han meget overbevisende, med angst i øjnene, rystende drukner.

Vandbassin med frugter

Der er brugt meget få rekvisitter i stykket. Men de få, der er, kører som en rød tråd gennem hele stykket og virker.

Et slags vandbassin-bord er på scenen det meste af stykket og virker både som udtryk for renselse, stedet hvor guldbærgerne fyldes, og vinen flyder, og endeligt stedet hvor prins Hamlets stedfar Claudiua drukner.

Mange stejler når de hører navnet Shakespeare. Det kan godt være, at man for 400 år siden på Shakespeares tid kunne tvangsindlægge folk til at høre og forstå hans tekster. Og ja, der er en bestemt charme ved dem.

Men vil man have folk med på flotte gamle fortællinger som Hamlet og Macbeth, så er den islandske instruktørs Baltasar Kormákurs udgave af Hamlet et overbevisende godt bud.

Et anbefalelsesværdigt teaterstykke, om hvilket man kun kan sige, at det ikke rigtig kan forklares. Det skal opleves. Prøv det!

Odense Teater viser Hamlet frem til den 8. oktober


04/10/99 © Ugejournalen