TRAX i Odense

LIVE-AFTEN: Danmarks Radios landsdækkende turné på spillestederne ramte fredag Studenterhuset. Live radio, tre koncerter og en quiz underholdt frem til midnat.

Af TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: Inside the Whale, Alberte og lokale Da' Mothers stod for den musikalske del af underholdnigen fredag, hvor DRs P3 gæstede Studenterhuset. Det helt store apparat blev taget i brug, da hele seancen blev transmitteret direkte i radioen mellem 21 og 24.

Uheldig planlægning

TRAX er et projekt DR har planlagt i lang tid, men åbenbart ikke så grundigt som de nok burde. I hvert fald må det betragtes som direkte dårlig planlægning, at placere TRAX i Odense samme aften som Universitetet afholder årsfesten.

Universitetets fødselsdagsfest trak, som hvert år, adskillige tusinde studerende. Mennesker, der normalt ville være målgruppen for Studenterhuset til et arrangement af denne slags.

Derfor var der ikke helt udsolgt på Studenterhuset fredag aften, men alligevel blev det en ubetinget succes. Ikke mindst fordi det publikum der nu var der, holdt stemningen helt i top og gjorde deres til at aftenen blev underholdende.

Topmusik

På trods af den ikke helt tilfredsstillende tilslutning til arrangementet, var det rent musikalsk en fantastisk aften.

Da' Mothers, det lokale indlæg, spillede den vanlige funkmusik, dog uden den nerve de plejer at besidde. Måske de var nervøse på grund af det store postyr omkring dem? DR optog nemlig deres koncert, og har til hensigt at sende den på landsdækkende radio på et senere tidspunkt.

Godt nok er Alberte ingen vårhare længere, men alligevel kan hun altså fyre den af når det gælder koncerter. I en langtfra fyldt sal fik hun presset stemningen helt i top, sikkert også fordi hun formåede at trykke lidt mere på speederen, rent musikalsk, end hendes album lod forvente.

Sidste, og ubetinget største, navn var Inside the Whale (ITW). Halvandet år efter deres seneste udgivelse, Rebeller uden sag, virker de på ingen måde trætte af at turnere eller spille. Glade mennesker med glad musik er beskrivelsen, der passer bedst ITW. Og med volumen skruet helt op, var der intet, der kunne forhindre dem i at rykke for vildt.

Vinder: Odense!

TRAX kører hver uge en quiz, hvor det lokale spillested stiller med to personer, der skal dyste mod sidste uges vindere. Quiz'en handler om dansk (lokal) musik, P3 og TRAX-arrangementet. Vinderholdet fra Nykøbing havde ikke de store chancer da det gjaldt den lokale musik, og var dermed allerede håbløst bagud efter få spørgsmål.

Odense-holdet bestod af Studenterhusets eksperter indenfor quizgenren, nemlig den tidligere og den nuværende quizmaster, der afholder quiz hver anden torsdag i Studenterhuset. Efter DRs quiz kunne de to vinder tilfredse gå i baren, og glæde sig til næste uge, hvor TRAX foregår i Århus. Men hvor langt vingerne kan bære vil tiden vise.


04/10/99 © Ugejournalen