|
Dyr semesterstart
ØKONOMI: September måned er for de fleste studerende ensbetydende med en voldsom investering i bøger. Budgettet skraber bunden i pengekassen.
ODENSE: Pasta med ketchup er ikke alle studerendes favorit spise. Men denne billige middagsret kan blive eneste udvej i det meste af september, hvis budgettet skal hænge sammen. Og så er det måske ikke engang nok alligevel. For det er dyrt at starte et nyt semester, når man er studerende. Der skal købes bøger og kompendier i massevis, og det kan mærkes på pengepungen. Det betyder desværre nok færre fester, fortæller 1. års civil ingeniør-studerende Morten Jakobsen, der regner med at bruge omkring 3000 kroner på bøger. Investering i fremtiden Anderledes ser erhvervssprogsstuderende Lise Rasmussen på tilværelsen: Jeg ser det som en investering, så jeg har det egentlig udmærket med at bruge alle de penge, siger hun i menneskemyldret i boghandelen. Hvis man har planer om at få sin uddannelse en dag, er det nødvendigt at kunne følge med i pensum. Så kasseapparaterne vil de næste uger fortsætte deres hårde arbejde, de studerendes dankort endnu køre rødglødende gennem dankortsterminalerne, og de store beløb vise sig på kassens display. Og pengene til fester skal jo nok slå til på en eller anden måde alligevel. |
06/09/99 © Ugejournalen |
|