Cruisin’ med Zoé

KONCERT: Torsdag optrådte et af de nye danske navne på Café Oscar. Zoé, der lige har udgivet "Everyday Freak", begejstrede samtlige tilstedeværende med hendes energifyldte stemme.

Af TOMMY ANDRESEN

CENTRUM: I musikscenen er Odense ikke just kendt for at tage vel imod nye navne, men Zoé er åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

Everyday Freak

...er navnet på Zoés debutalbum, men kan ikke bruges til en beskrivelse af kvinden selv. En yndig ung kvinde på 27 somre, forstår at bruge sin stemme. Og det gjorde hun til alles tilfredshed torsdag.

Naturligvis var der mest gang i publikum da Zoé spillede de numre publikum kendte fra radioen, men også ved de resterende sange fra albummet viste Zoé, hvad hun er værd.

På månen

...var hun ikke, men derimod i USA. Hun flyttede til San Fransisco i 1995, hvor hun ville lære at synge og spille guitar. Det rige kunstnerliv i byen tiltalte hende, og hurtigt lærte hun at komponere hendes egne sange, baseret på personlige oplevelser.

Og det er så dem hun har fyldt på debutalbummet, der udkom den 18. august i år. "Man On The Moon" var første singleudspil, der hurtigt placerede hende øverst på hitlisterne. Nummeret lever ikke alene på den gode popmelodi, men i særdeleshed også i kraft af stemmen, betoningen og troværdigheden i Zoés vokal.

Intet sus

Der var ikke noget brus fra den amerikanske vestkyst at mærke, men Zoé var mindst en mild brise.

Kompositionerne var udmærkede, ligesom selve stemmen ikke lod noget tilbage at ønske. Men Zoé mangler lige den allersidste snert for at blive helt stor. Men taget i betragtning, at hun er en debuterende kunstner, så er hun meget lovende.

Derfor må konklusionen være, at får du chancen for at se Zoé, så skal du gribe den. Du oplever måske starten til noget stort dansk.


30/08/99 © Ugejournalen