|
Succes med nye uddannelser
BEGEJSTRING: De nye uddannelser på Syddansk Universitet i Jylland har mærket en positiv tilgang. Flere og flere vælger at læse i lokalområderne, og erhvervslivet klapper i hænderne.
CAMPUS: Syddansk Universitet optager i 1999 i alt 2120 studerende. På campus i Odense starter 1666 nye studerende, mens de jyske byer Kolding, Sønderborg og Esbjerg får 454 nye universitetsstuderende den 1. september 1999. Rektor på Syddansk Universitet Henrik Tvarnø finder det meget tilfredsstillende, at Syddansk Universitet har fastholdt optaget i Odense. I 1998 steg optagelsen med 7,9 % i forhold til året før. Det vigtigste i Odense er, at vi bevarer status quo, fortæller rektor Henrik Tvarnø. Optagelsen i Kolding, Sønderborg og Esbjerg stiger fortsat fra 299 optagede i 1997, 335 i 1998 til 454 nye studerende i 1999. Vi er inde i en sund kurve i Jylland, og det er gået, som vi håbede med de nye uddannelser i Jylland. Vi har altså formået at tiltrække studerende, som ellers ikke ville have læst ved Syddansk Universitet, udtaler Henrik Tvarnø. Han forventer, at optaget bliver forøget yderligere næste år, når det bliver muligt at orientere bedre om de nye uddannelser i Kolding, Sønderborg og Esbjerg. Det er meget positivt, at det er lykkedes os at forbedre optagelsen på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser i Odense og Sønderborg, fortsætter rektor Henrik Tvarnø. Især har der været interesse for de nye uddannelser til civilingeniør i Odense og Sønderborg, og jeg er sikker på, at vores tætte samarbejde med erhvervslivet på dette felt har været en rigtig satsning, siger rektoren. Søgningen til de fremmedsproglige uddannelser er ifølge Tvarnø for svag, dog med undtagelse af engelsk. Det er en tendens på landsplan, og det betyder, at universitetet er nødt til at gøre en større indsats for at få flere ansøgere til at vælge andre fremmedsprog end engelsk. Tendensen viser også, at de traditionelle erhvervssproglige uddannelser ikke længere har samme appel til de unge som tidligere. Der er til gengæld fuldt hus på uddannelsen i engelsk erhvervssprog og IT i Kolding. Det viser, at vi har formået at matche de unges ønsker. Og det bekræfter, at vores strategi med de nye uddannelsesprofiler har været rigtig, vurderer Henrik Tvarnø.
|
16/08/99 © Ugejournalen |
|